Leg er nærvær og tab af kontrol

Legen er et frirum. Et sted, hvor vi kan give slip på det, vi ellers gerne vil imponere andre med. Her kan vi synge højt og skævt og mærkeligt. Jazz-musikeren Sille Grønberg fortolker legen som vores mest nærværende rum. Her er vi uden for kontrol. Vi kan bruge et helt liv på at inddæmme det skæve og skøre for at sikre os, at det hele kører. Men ind imellem har mennesker bare brug for at give slip. Livet er aldrig enten-eller, det er altid både-og. Og børn har store fordele i legens rum.

 

Sille Grønberg er jazz-musiker med sans for børn og deres evne til nærvær og spontanitet. Hun fik musikken foræret af sine forældre og bruger i dag størstedelen af sin tid som professionel musiker på at dele musikken med små og store børn i bands som Djanzz og Lydland. Hun er også den ene af de rødder, der spiller kagekoncerter med Rosa fra Rouladegade. Hendes forkærlighed for børn og musik hænger tæt sammen med hendes erkendelse af, at kreativitet er at være fri, ubunden og legende i sin tilgang til verden. Her må børn have en større fordel end voksne, tænker hun.

Hvad kan vi voksne lære af børn?

Spontanitet og nærvær i nuet. Børn er ikke analyseapparater, som vi andre er. De er følelsesbundter, der kaster sig ud i ting. Derfor reagerer de mere umiddelbart og spontant end voksne. Børn følger en følelsesmæssig impuls, og de reagerer rent på det, de oplever.

Hvordan styrker du din egen kreativitet?

Jeg prøver at sætte legen – og musikken - lidt i system. Mange lege har jo spilleregler, og det kan vi voksne bruge til noget. Jeg mener godt, at man kan øve sig i at lege – det er jo bare at gøre det. Når jeg har brug for at gå ind i en kreativ proces, går jeg derfor en tur, hvor jeg prøver at holde mig åben for det, der sker. Jeg sætter mig i bussen med alle antenner ude og tænker ”Hvad vil det næste menneske, jeg møder, mig?”. Det er en voksenmåde at lege på.

Jeg spiller også i et band, der hedder Lydland, som laver improviserede koncerter. Her øver jeg mig i at gå ud blandt publikum og finde noget, jeg kan basere improvisationen på. Jeg ved aldrig, hvad der skal ske, så jeg er nødt til at vente på inspirationen. Det kan være, at jeg ser en pige blandt publikum med røde sløjfer i håret. Måske vil hun gerne være prinsesse? Så begynder jeg at synge om det. Det næste, der falder mig ind, er måske, at hun mangler en prins. Så synger jeg, om der mon er en prins blandt publikum.

Disse improvisationer kræver mod til at turde være til stede i åbenheden uden at vide, hvor den bringer mig hen. Derfor har jeg lært mig selv evnen til at tømme hovedet fuldstændig. For idéer og inspiration kommer først, når jeg er helt afslappet. Man leger jo ikke, når man er stresset eller har præstationsangst. Disse lege med tomheden giver mig en masse uanstrengt musik. De bedste melodier opstår, når jeg er uanstrengt. Når jeg ikke forsøger at imponere. 

Jeg har lært at improvisere af musikken og af samspillet med musikere, jeg kan stole på. For tillid er vigtig i leg og kreative processer. Når jeg har tillid, tør jeg godt stå og vente der midt på gulvet i åbenheden og ikke vide, hvad der kommer. Det skaber lidt suspense, og det vil publikum gerne give plads til. Hvis jeg altså kan lade være med at tænke på, om jeg fejler. For så går det hele i stå.

Jeg har lært at stole på kreativiteten. Men jeg har også arbejdet målrettet for at opnå denne tillid til, at der nok skal komme noget, når bare jeg tror på det. Når jeg leger med at synge på publikums inspiration, skal det jo ses i lyset af, at jeg i årevis har øvet mig på at synge og spille guitar, så jeg behersker mit instrument. Da jeg var mindre rutineret i at synge, var det 100 gange mere grænseoverskridende at træde ud i intetheden. Nu improviserer jeg inden for en tryg ramme, der er bygget op af mange timers øvning og masser af live jobs. Så legen er ofte en blanding af struktur og frihed. Både-og!

Hvorfor mener du, legen er vigtig for både børn og voksne?

Fordi legen skaber adgang til et livslangt frirum. Vi har så travlt med at lære børn alt muligt. Derfor er det vigtigt at have et sted, hvor de ikke skal lære alt muligt. Vi skal give de små et rasleæg. Men vi skal lade være med at lære dem, hvordan de spiller på det. Lad dem følge deres impulser og selv finde vejen. Ellers mister de den evne til at være i nuet, som musikken og kunsten er så god til at skabe.

Kunstens store styrke er, at vi ikke behøver at tænke så meget. Her får vi fred til at være med det, der opstår; til at følge de impulser, man får, og give plads til improvisation. Hvad er din første impuls, når du hører musik? At danse. Så dans! Og lad være at falde for fristelsen til at afbryde dansen, hvis der er en bestemt måde at danse på. Kunst og koncerter er ikke læringsprocesser. Det er et frirum, hvor vi har lov at følge vores impulser. Jeg har spillet til en koncert, hvor en mand blev så glad i låget, at han fik lyst til at fri til sin kæreste midt på dansegulvet. Han gav lods og gjorde det. Hurra!  

 

© Legeskab, maj 2012