Leg, fællesskab og munterhed i Det Kreative Hus

Kom til foredrag med Palle Krabbe mandag d. 26. marts 2012 kl. 19.30 - 21.00.

Du er inviteret med, når idræftslærer, legepilot og gøgler Palle Krabbe åbner Det Kreative Hus i Mårslet v. Aarhus d. 26. marts. Glæd dig til en tankevækkende aften fuld af inspiration, viden og pauselege. 

Palle Krabbe er en inspirerende ildsjæl, der taler med hele kroppen om sammenhængen mellem leg og bevægelse. Leg, fællesskab og munterhed er ifølge Palle Krabbe tre væsentlige elementer for et sundt og udviklende bevægelsesliv, der først og fremmest skal tage udgangspunkt i børns egne positive energier og kropslige nysgerrighed.

I sit utraditionelle og lattermilde oplæg vil Palle Krabbe veksle mellem fortælling, praksis og teori - krydret med lidt poesi og musik. 

Du kan læse mere om Palle Krabbes syn på bevægelseslege i artiklen "Børn bevæger sig helst af lyst" her og mere om Palle Krabbe her
 

Sådan kommer du med
Arrangementet er gratis, men tilmelding er nødvendig, da vi har begrænsede pladser. 

Send en mail til info@legeskab.dk og skriv hvor mange pladser, du ønsker.

Sted: Legeskab, Højballevej 4, 8320 Mårslet


Tid: 19.30-21.00. Kom gerne lidt før, så der bliver tid til at lege.



Hold øje med Det Kreative Hus
I marts 2012 åbner Det Kreative Hus i Mårslet, fordi legen skal have et rum. Det Kreative Hus er den fysiske del af Legeskab og rammen om leg i alle dens mulige og umulige former. Her møder du udendørs musikinstrumenter, der kalder på spontansang, kunstneriske oplevelser, der vækker dine sanser og pauselege, der begejstrer unge og gamle og skærper dit syn for legen i hverdagen. Hold øje med programmet, for vi inviterer året rundt til musikalske oplevelser, brugerinddragende udstillinger, foredrag og fortællinger, der vil motivere og inspirere børn og voksne til at lege meget mere.

Vi glæder os til at se dig til en inspirerende aften.