|
Om Sansegyngen
At gynge er at flyve, at drømme, at forsvinde ind i livets allerførste og mest fortrolige bevægelse. Intet under, at alle børn elsker det. Sansegyngens runde favn gør små børn rolige og trygge. Når børnene vokser, vokser gyngen med og inspirerer til fantasifuld og social leg.

Verdens mest vidunderlige gynge er et fantastisk redskab til at styrke små menneskers selvstændighed. Når gyngen hænger 20 cm over gulvet, kan de mindste nemlig selv komme op og ned af den. Det betyder, at de kan gynge, når de har lyst - selvhjulpne og fri for at vente på voksne arme, der kan løfte dem op og ned.
Sansegyngen er dog langt fra kun til små børn. Den giver sanserne en hånd og motorikken et skub, uanset hvor barnet er i sin udvikling. Det giver kropsligt overskud til fordybelse i barndommens lege, og der er masser af plads til at invitere venner og familien med.
Alle børn elsker at gynge
At gynge er en grundleg. Det betyder, at den leges af alle børn i alle kulturer med samme begejstring. Samtidig er det en af barndommens vigtigste lege, fordi den styrker hovedbalancesansen, der har stor indflydelse på vores evne til indlæring og koncentration. Vestibulærsansen, som den også kaldes, bor i vores indre øre, og den skal stimuleres hele livet. Det er dog særlig vigtigt, mens vi er små, fordi vi hele tiden skal forholde os til et nyt tyngdepunkt, når vi vokser.
Jo mere vi gynger, jo bedre rustet er vi til at indtage verden.Vi stimulerer hovedbalancesansen, når vi hopper, hinker, triller, vugger, snurrer, danser og slår kolbøtter. Den skal udsættes for så mange vuggende, snurrende og gyngende bevægelser som overhovedet muligt. Og til det formål er sansegyngen fantastisk, fordi den ikke ligner nogen anden gynge. Barnet kan både sidde og ligge i den, hænge på den og hygge i den. Sansegyngen føder nye lege hver dag og kalder på samarbejde om dagens mission. Er du passager eller motor på Pablos piratskib? Hæng på og vær med, når gyngen forvandler sig til en ubåd, en rumraket eller en karrusel.
Sansegyngen appellerer til alle aldre
Sansegyngen indgår i alle barnets universer og byder på en passende udfordring i alle aldre. Læg en pude i sansegyngen og oplev, hvordan de blide bevægelser gør det helt lille barn roligt og trygt. Hæng gyngen 20 cm over gulvet og se den 1-årige udfordre alle sanser, når hun bøvler op og ned af den. Inviter en bog og en voksen med ombord og giv den 2-årige en pause fuld af nærvær og ro. Se den 5-årige slippe fantasien løs og invitere bedstevennen med på eventyr. Sæt et telt på gyngen og skab den perfekte hule til hemmeligheder og historier hos små og større børn. Endda meget store børn. Vi har solgt Sansegynger til studerende, der læser til eksamen...
Sansegyngen inviterer flere med
Glæd dig til et møbel, der kan varieres i det uendelige og fylde huset og haven med leg og latter år efter år. Der findes flere modeller af gyngen, der kan hænge både ude eller inde. vi har også en kraftigere model til legepladsen i børnehaven eller skolen. Gyngen kan bære op til 100 kg eller 500 kg afhængig af modellen.
”Sansegyngen er en kreativ måde at stimulere barnets motorik på. Gyngen adskiller sig fra andre gynger ved, at den både kan snurre rundt, gynge frem og tilbage og til siden. Netop disse tre bevægelser aktiverer væsken i de tre buegange i vestibulærsansen, som er vigtig i forhold til vores balance. For at opnå kropsbevidsthed er det vigtigt at fremme disse bevægelser i barnet – og med sansegyngen kommer de helt af sig selv. Motorikhusets sansegynge er både helikopter, prinsessebåd og fiskekutter. Børnene fisker, går på jagt eller skyder efter æbler, når de sidder i gyngen, og legemulighederne er uendelige.”
Mette Thostrup
Børneergoterapeut
Motorikhuset
Legeskab © 2008
|