Børn kan få alt til at blive til alting

Børn efterligner alt, hvad voksne gør. Derfor er det vigtigt, at vi tænker over, hvad vi viser dem. Og derfor laver Jytte Abildstrøm ikke virkelighedsteater, men uvirkelighedsteater. For uvirkeligheden tilbyder børn åndelig næring. I uvirkeligheden kan vi fortælle livsbekræftende historier, hvor det gode altid vinder, og ruste børnene til at håndtere virkeligheden bedre.

Jytte Abildstrøms bedste erindringer om leg stammer fra barndommens sandkasse i haven i Vanløse og fra den vilde og ufriserede Grøndalspark, hvor hver en busk og hver en knast kunne starte en ny fortælling. Når man spørger, hvad forældrene bidrog med for at give hende en fantasifuld barndom, svarer hun prompte: ”Muligheder! Når jeg hængte et tæppe over et bord og byggede en hule, fik det lov at blive der i dagevis. Der var ingen, der ville rydde op eller bryde ind eller flytte rundt på mig. Jeg fik lov at lege og fabulere, til jeg var færdig.”

Det er rejsen til uvirkeligheden, der driver både børns fantasi og Jytte Abildstrøms teater. Hendes ambition med børneteateret er at give børn åndelig styrke og næring til at tackle den virkelige verden, der ifølge Jytte Abildstrøm alt for ofte er blottet for moral og etik. ”Vi skal opleve noget, der nærer vores sjæleliv for at skabe mere af det gode i denne verden. I vores teaterstykker er det derfor altid tydeligt for børnene, hvem der er den gode, og hvem der er den onde, og her vinder det gode altid. Vi krydrer handlingen med underfundighed og et sprog, der skaber indre billeder, for det giver børnenes fantasi noget at arbejde med. Som et eksempel citerer Jytte Abildstrøm et par linjer af Jeppe Aakjærs digt ”Ved Engsøen” fra 1909:

Maa jeg tage din haand, nu det dufter af Hø,
og den sølvblanke Helt skjærer Strimer i Sø,

”Hvem er den sølvblanke helt, spørger børnene så, og når du fortæller dem, at det er en fisk, slår deres fantasi gnister, og legen tager fart. Det er den slags magi, der opstår, når vi udforsker sproget og fortællingerne med børnene. De får ideer og universer, de selv kan klatre videre på.”

På Jytte Abildstrøms Teater søger de ofte magien i gamle sagn, fabler og eventyr, når de vælger teaterforestillinger, og de henter gerne inspiration fra fremmede kulturer. De er bl.a. dybt fascinerede af den australske urbefolkning, the aboriginals, der efterlignede kænguruer eller hjorte, når de gik på jagt. Denne leg med identiteter var blodig alvor, men stadig en leg. Jytte Abildstrøm har også studeret Katha Kali teater i Indien. Katha betyder historie, Kali betyder spil, og de ældgamle fortællinger giver stadig mening. ”Først når du har knust dit ego, må du bære våben i hånd” lyder fx moralen i en af de indiske hindumyter, som Jytte Abildstrøm elsker, og som også i dag kan give os alle noget at tænke over og lege med.

Hvordan mener du, at barnets kreativitet kan styrkes?

”Hvis vi ser bort fra sprogets blomster, er naturen ubetinget den, der bedst styrker kreativiteten. Stranden, skoven, engen, den ufriserede park eller vilde have. Børn kan jo få alt til at blive til alting! Knasten i træet, der kan blive til en engel eller en trold, og den hemmelige hule der rummer sin helt egen historie. Den største inspiration findes lige uden for døren, for i naturen finder børnene selv ud af det. Det mindste lille vilde område tænder deres fantasi, og de opfinder legen pind for pind. Derfor skal vi så vidt muligt ikke lave legepladser, men give børnene plads til at lege.”