Børn er forundringsparate

Børns mulighedsrum står vidt åbent. Fyld det med unyttig viden som leg, latter og poesi og styrk børnenes evne til begejstring og forbavselse, fortæller filosoffen John Engelbrecht. Ifølge ham er forældres vigtigste mission at forlænge barndommen, åbne verden og udnytte det kreativitetspotentiale, der kan gøre vores børn til kreative, musiske og hele mennesker.

Børn burde have en bæk flydende gennem stuen, hvor de kunne slå smut og lade både af bark og avispapir dovne med strømmen. Drømmen tilhører John Engelbrecht, et legende menneske, der sætter fokus på fordybelse og nærvær. Det er en evne, han deler med børn, og som især næres af ubearbejdede naturmaterialer, der konstant forfører, forbavser og forundrer os. Sten, grene, blade og fjer åbner et skatkammer af fortællinger, vi slet ikke vidste, vi kendte. 

Hvorfor mener du, legen er vigtig for børn?

Legen er kilde til kreativitet og fantasi. Og det er det, vi skal leve af i fremtiden. Når børn graver sig ned til kineserne eller ind i en hule, opstår historier, flow og fantasi. Når de bygger huler, er de både på eventyr og på virkelighedens grund. Legen fører dem ikke væk fra virkeligheden, men ind i den. For når vi er optaget af noget, bliver vi i vores væren. Vi bliver væredygtige. (Siden skal vi så blive både læredygtige og bæredygtige. Den tid, den glæde). 

Hvordan mener du, at børns kreativitet kan styrkes?

For 30 år siden var børn børn, til de fyldte 12. I dag er de børn, til de fylder 9. Barndommen har tabt 3 år på 30 år. Når vores voksne verden maser sig ind på barndommen og stjæler af dens tid, kvæler den kreativitetspotentialet i fødslen. Så forsvinder barndommen, legen og fantasien. Og så skal der stadigt skrappere midler til at vække kreativiteten igen, når nogen pludselig begynder at efterspørge den senere i livet. Jo længere, vi kan holde barndommen intakt og i live, jo bedre. Jeg synes, vi skal give børnene barndommen tilbage. Giv legen lys og luft under vingerne. Lad bækken og gyngen få plads i stuen. Hold mulighedsrummet åbent og barndommen i live. Lad børneværelset være i evig proces. Flyt rundt på tingene, send legetøjet på ferie og inviter det hjem igen. Det vækker børns nysgerrighed og pirrer deres forbavselseskompetence.

Hop i sofaen og find plads til en eventyrkiste, hvor du lægger en lille ting i hver dag. Hov! I dag lå der en sten. Hvorfor? Fordi den hedder Sten, og den er prins i et eventyr, der handler om at redde den smukke prinsesse fra den stygge trold. Eller trolden fra at få et kys af prinsessen. Hvad synes du?
 
Væk dit indre legebarn og leg med. Genopdag din egen forundring over tilværelsen og stenene på vejen og blomsterne i haven. Hvordan blev de til? Kan jeg efterligne dem? Kan jeg overgå dem? Hold forundringen i hævd og barndommen tændt. 
 
Legeskab, april 2009