Legen viser vej i det sociale landskab

Vi har alle prøvet at være hund eller sovende baby i barndommens lege. Rollen som legens underhund er et nødvendigt trin i vores sociale udvikling, og de fleste børn nyder den. For i hunderollen har man fred til at lytte og lære af de ældre og mere legekompetente børn. Professor Jan Kampmann har lyttet og lært af børn i årevis, og han ved, at legen er afgørende for barnets udvikling. Den lærer os at aflæse det sociale landskab og at indtage vores plads i det. Derfor skal voksne lade børn lege i fred.

Jan Kampmanns studier af leg begyndte slet ikke som studier af leg, men med langvarige observationer af hvordan børn skaber mening i hverdagen. Jan Kampmann og hans medforskere fulgte en række børn i institutioner over flere år for at komme tæt på børnenes rutiner og ritualer. Undervejs blev det tydeligt, at den mening, forskerne var på jagt efter, blev skabt under børnenes leg. ”Vi opdagede, at legen er et genialt rum at opholde sig i,” forklarer Jan Kampmann. ”Her kan vi lytte og lære, forhandle os til magt, afprøve grænser, teste roller og styrke kreativiteten. Og hvis legen går for vidt, kan den øjeblikkeligt opløses med de magiske ord ”Det var bare noget, vi legede”. Det er på en gang trygt og udviklende.”

Hvorfor mener du, at legen er så vigtig for børn?

Legen er for det første en ramme, hvor børn kan afprøve identiteter. Man kan lege med forskellige roller og mærke, hvor langt man kan gå i relationen med andre. Børnene bruger bl.a. legens rum til at afprøve det, de orienterer sig efter. Hvordan kan en dreng, pige, mand og kvinde opføre sig? I legen kan de overskride alle grænser og være ekstremt drengede eller ekstremt pigede. På den måde lærer de deres territorium at kende.”

Legens anden vigtige dimension er, at den lærer os at forhandle sociale positioner. Når de mindste får tildelt rollen som hund eller sovende baby, er det slet ikke tarveligt - det en del af deres nødvendige udvikling. For det kræver faktisk noget af et lille barn at være sovende baby. Man skal kunne ligge stille. Og tie stille! Efterhånden som barnet lærer at beherske babyrollen, kan det forhandle sig til at rykke op i positionshierarkiet. Og det, barnet lærer i den ene gruppe, kan det tage med sig og bruge i en anden legegruppe. ”Vi har alle sammen prøvet at være hund,” fortæller Jan Kampmann, ”og de fleste børn har det fint med den rolle i en periode, for det giver dem en fantastisk udkigspost. Mens de ligger stille, lærer de nemlig, hvordan man udfylder en leg. De kan bruge deres fulde opmærksomhed på at aflure, hvad de store gør.”

Hvordan mener du, at barnets kreativitet kan styrkes?

”Kreativiteten styrkes allerbedst, når vi leger. Derfor skal vi lade børn lege mest muligt. I legen er de hele tiden på kanten af det kreative ved hjælp af sætningen ”Skulle vi så ikke sige, at…”. På den måde bliver legen ét langt fantasiudkast, og mange børn er så gode til det, at de glemmer larm, støj og 87 andre børn og voksne omkring dem. To børn er i stand til at fastholde deres fantasiunivers, så ingen kan bryde ind. Uanset hvem og hvad der banker på. Ved at opretholde koncentrationen og magien spinder børnene sig selv og legens andre aktører ind i fortællingens verden, og kreativiteten gror og vokser inde i denne fordybelse. Børn har som få modet til at skabe den boble, hvor der kan ske fantasifulde og umulige ting. Det er disse fantasikræfter, børn gør sig erfaring med gennem legen. Derfor styrker legen i sig selv kreativiteten.”

Jan Kampmann mener dog også, at en vigtig del af legens kreative kraft ligger i evnen til at kunne tænke nyt og komme ud af fastlåste situationer. Som fx et af legens mange forhandlingssammenbrud. Derfor er det vigtigt, at voksne tøver med at bryde ind i børns leg og i stedet afventer, om børnene selv kan finde en kreativ vej ud af krisen.

Vi voksne skal have respekt for gode legeforløb. Når børnene er engagerede, fordybede og fascinerede, er det en god leg – selv når den er vild, mærkelig og konfliktfyldt. For børn lærer af konflikterne, og rigtig mange af dem kan de løse selv,” forklarer Jan Kampmann. I mange lege er forhandlingen næsten den vigtigste del af legen, men disse forhandlinger kan blive så fastlåste, at de ikke kan løses med de magiske ”Det var bare en leg”-ord. Så siger børnene måske ”Jeg vil ALDRIG mere lege med dig!” Og det mener de – i hvert fald i 2 minutter. Men så nærmer de sig igen hinanden og genoptager forhandlingen. Nogle gange har de dog brug for hjælp til at komme forbi en knast.” Ifølge Jan Kampmann bør voksne udvikle et særligt blik for, om børnene virkelig har brug for hjælp. Opbygge en kultur, hvor vi lader dem forhandle i fred, men træder til, når børnene selv beder om det. ”Mange voksne har vænnet sig til at opløse hvad som helst, så snart en konflikt opstår. Men et godt råd er at vente og se, om ikke børnene selv finder en løsning. Og når vi går ind i et forhandlingssammenbrud, skal vi være gode til at trække os hurtigt tilbage, ellers bliver vi som en elefant i en glasbutik med vores voksne blik på deres leg.”

© Legeskab, marts 2010