Hvem slog kreativiteten ihjel?

Erik Sigsgaard er en mand, der vender ting på hovedet. Også præmisserne for denne samtale. Vi vil gerne vide, hvordan legen kan styrkes, men Erik Sigsgaard vil hellere undersøge, hvorfor vi overhovedet har brug for at stille spørgsmålet. For der er vel kun brug for at styrke legen, hvis nogen først har svækket den?

En lille dreng står og betragter nogle større piger og vil så gerne være med i deres leg. En voksen presser på for at pigerne skal inkludere drengen i legen. Tredje gang pædagogen spørger, hvorfor Jesper ikke må være med, svarer pigerne ”Han ER med – han er bare et lille barn, som ikke er født endnu!”

Den historie fortæller noget om børns geniale modstandskraft, mener Erik Sigsgaard, der er en af Danmarks mest anerkendte forskere inden for pædagogik og institutionsliv. Pigerne kan ikke slippe væk fra den voksnes pres, men gennem legen finder de en måde at leve med det på. Erik Sigsgaard har gennem et langt liv betragtet børn og deres leg i et forsøg på at begribe betydningen af barndommen og legen, og fortællingen om drengen viser os legens magiske kraft, mener han. Legen inkluderer, og den lærer os at løse livets udfordringer.

Erik Sigsgaard modtog i 2002 Børnerettighedsprisen for den dybe respekt, anerkendelse og forståelse, han udviser over for børn, og for sin insisteren på, at barndommen og legen har en værdi i sig selv. Den holdning er et resultatet af hans mange iagttagelser af børn. Erik Sigsgaard hørte engang en far spørge sit barn: ’Hvorfor skal I altid lege?’ Hvortil barnet svarede ’Men far, det er jo det, livet er til for’. Og det svar blev en åbenbaring for Erik Sigsgaard. ”At lege er at leve, fortæller barnet sin far. Derfor er jeg altid kritisk over for spørgsmålet om, hvorfor legen er vigtig. For det forudsætter, at andre ting kunne være lige så vigtige. Men der er vi på vildspor. Intet i verden er vigtigere for børnene end legen.”

Legen ligner det flowbegreb, som mange voksne stræber efter at genfinde, mener Erik Sigsgaard. ”Når du ser på især små børns leg, så har den flow. Den er en form for væren i verden, hvor skellet mellem leg og arbejde er ophævet. Den gode leg ligner det gode arbejde ved sin intensitet, ansvarlighed, optagethed og involvering. Interessant nok har nogle forskere i USA for nylig undersøgt, hvornår der er mindst flow i børns leg. Og det er i skolen!”

Hvordan mener du, at barnets leg og kreativitet kan styrkes?

Det er et vigtigt og velment spørgsmål. Men det skygger for et mere kreativt spørgsmål, nemlig ’Hvilke metoder har vi udviklet til at skade børns kreativitet med?” Vi ville gavne vores børn mere ved at stille netop det spørgsmål. For inden i ethvert lille barn bor en forsker, der undersøger sin verden med en omsiggribende appetit. Men der er næsten ingen forskere tilbage, når børnene fylder 16 og forlader skolen. Hvem slog kreativiteten ihjel?” 

Hvis vi vil vide noget om legen, må vi først undersøge, hvornår legen ikke er der, lyder Erik Sigsgaards enkle logik. Og hvis legen ikke findes i skolen, bør vi bl.a. være kritiske over for den skemalægning, der driver skolegangen. For skemaer skaber afbrydelser og tvinger børn til at forlade det, de bryder sig mest om. ”Vi kan ikke undvære planlægning, men vi bør se det som en beklagelig nødvendighed. Det giver os voksne tryghed at planlægge, og det overfører vi til børnene. Men det er en plage for børn at vide, hvornår de skal hvad, fordi der er så meget tvang i det. Børnenes ’vil’ bliver næsten væk i al den ’skal’.

Hvis vi virkelig vil hjælpe børnene med at lege mere, bør vi selv lære at lege. For voksne, der leger eller arbejder med noget, de finder glæde ved, inspirerer alle børn. Hvis vi vil lave institutionerne bedre for børnene, skal de voksne i gang med at dyrke gulerødder og slå kraftspring. Voksne skal ikke sætte børn i gang, men børn er vilde med voksne, der ER i gang. At være i gang – det er kreativitet. Men at blive sat i gang – gider du det?”

Legeskab, august 2010