Historien bag bObles

bObles har vundet et utal af priser for deres unikke og kreative  design. Men samtidigt - og det synes vi i Legeskab er det vigtigste - er bObles rigtigt godt legetøj, som giver mulighed for masser af leg. Og det er ikke nogen tilfældighed - læs selv hvorfor i dette interview med tumledyrernes moder Bolette Blædel.

Børn har brug for bevægelse. De skal udforske kroppen og gribe verden med alle sanser. De prisbelønnede bObles tumlemøbler bevæger fantasien og beriger børnene med ubegrænset leg i timevis.
 
bObles er børnedesign, når det er bedst. For en gangs skyld er resultatet ikke bare et nedkopieret voksenprodukt, men udviklet i børnehøjde. Legetøj, der tager udgangspunkt i barnets behov for bevægelse og lyst til leg. De enkle geometriske former forener voksnes behov for æstetik med børns behov for bevægelse, og det lette og brugervenlige materiale lader børn lege løs uden risiko for at skade dem selv eller boligen.
 
Bobles er inspireret af børn
Sønnen Jonas har været den største inspiration for den ene af tumlemøblernes mødre, arkitekt Bolette Blædel, der i udviklingen af designet har taget sig tid til at opdage og indfange det, der driver børns leg. Hun var bl.a. med til at renovere legepladsen i Jonas’ institution, hvor fem kunstnere skabte et fantastisk udendørs rum med troldebakker og smukt udskårne krokodiller. Men da børnene blev sluppet fri på legepladsen, legede de allerbedst med det, der var blevet til overs: En række træstubbe i forskellige størrelser, der kunne trilles og stables og rulles og flyttes og forme sig efter børnenes leg.
 
Bolettes læring fra legepladsen blev til bObles – mobile geometriske former, der ligner dyr, men alligevel ikke ligner dem helt præcist. Rene former i rene farver tilsat antydningens kunst i form af forskellige dyr: Kylling, gris, krokodille, giraf, fisk og elefant.
 
Bobles giver glade børn
Børn har brug for voksne, der tør lade dem turde. bObles giver glade børn, fordi Tumlemøblerne inviterer til at lege og være i bevægelse. Børnene kaster, hopper, vælter, gynger og jubler uden, at det lyder voldsomt. Desuden indbyder de runde figurer i de smukke interiørfarver til, at tumlemøblerne altid står fremme og inviterer til leg døgnet rundt. De står bare der og kalder på en rulletur, en kildetur eller hoppetur. Som en skulptur i evig bevægelse, der sikrer, at stuen er fuld af leg, der passer til dagens humør, lyst og evne.
 
Bolette inviterer de voksne med
Bolette Blædel hader rollespil. Hun duer ikke til at være dyremor eller dukkebarn. Men hun synes, det er en fest, når børnene bygger en restaurant eller café, der gør aftenens måltid til en leg. Hun vil heller ikke være udenfor, når resten af familien danser stopdans på tumlemøblerne i stuen. Figurernes vippefunktion giver stopdansen en ekstra dimension, hvor børnene vinder lige så tit som de voksne.
 
Møblerne kan stables til en stol til far og avisen eller gøre det ud for en skridsikker skammel, når der skal børstes tænder, skrælles gulerødder eller vaskes hår. Tag et tumledyr med, når I skal i byen. Så har I leg i timevis, der hverken larmer, flyder eller ødelægger noget – og en stolforhøjer ved hånden, når I skal spise.
 
”Elefanten er så godt tænkt, at hvis man kun skulle købe et møbel til sit barn, så skulle man købe det. Elefanten har en vippefunktion, hvor barnet siddende bliver udfordret og stimuleret. Senere kan barnet stå på elefantens fødder og udfordre den stående balance. Den er også god at sidde på og ligger henover. Det er et møbel, der får støttet usædvanlig fint op omkring den motoriske udvikling. En udvikling – som når den er allerbedst – bliver leget ind. Med Tumlemøblerne kan jeg ikke se, hvordan det kan undgås”

© Legeskab, marts 2009